Padlernes hængning

Vor internationalt kendte kano- og kajakkonstruktør Jørgen Samson, der selv er en erfaren kajakroer, kommer i nedenstående indlæg ind på teknikken i forbindelse med "hængning" på kajakkernes bærebølger.

Nordiske padlere er gang på gang blevet overrumplet af spurtspecialister som f. eks. Hesz ved sidste OL og Sledzlewski ved sidste VM. Det må herefter dreje sig om enten at finde modforholdsregler mod konkurrenternes taktik eller selv benytte sig af den.

Fig.l viser, at en jævn fart over hele 1000meteren vil give den bedste tid med et givet forbrug af energi. Praksis viser derimod, at den bliver padlet med stærkt varierende fart, som vist på fig. 2.
Dette skyldes den hævdvundne skik at uddele medaljer til de padlere, som er forrest ved mållinien, mens den,der har været forrest hele resten af vejen, kan glæde sig over at have skaffet den fine tid. Hertil kommer, at han er den eneste, man ikke kan anklage for at "hænge", mens alle de øvrige har haft hjælp af ham eller hinanden. Protester nytter dog yderst sjældent, for det er simpelthen umuligt at holde sig fri af kølvandbølger, eftersom hele banen er dækket af dem, de fig.3.

En 1000-meter vil i det følgende blive skildret ved hjælp af almindeligheder og en hel del påstande. Det troværdige indtryk er opnået ved at inddele emnet i faser og ved brugen af fremmedord. Det vil være naturligt at begynde med starten.

Startøjeblikket favoriserer selvfølgelig den fikse tyvstarter, men ikke så meget som man går og tror. Selv brøkdele af et sekund opfattes som evigheder, men i virkeligheden kan der højst stjæles 1/2 meter. Ellers er der omstart. En halv meter kan også tjenes på ærlig vis ved at bøje sig godt frem, idet den så kommer igen som et tillæg til første tag, når man retter sig op igen ifølge loven om aktion-reaktion. Kajakkens stabilitet eller evt. padlerens balancesans spiller en endnu større rolle, mens vandmodstand og fin roteknik foreløbig ikke er værd at tænke på. Det drejer sig udelukkende om at accelerere en given vægt, og midlet hertil er store, voldsomt fejende armbevægelser med et sejt, ikke jappende vandarbejde, hvor tagene hverken er lange eller særlig dybe. Mere problematisk er det, om stødet snarere end trækket kan fremme hastværket. Fidusen skulle da være det lave gear, frembragt pr vægtstangsvirkning når man støder.
Frigørelsen er det eneste, de 9 mand har i hovedet, når skuddet brager. Den, der kommer bagud i det kogende vand efter kajakker og pagajer, taber både stil, rytme og præmie. Allerede efter 30-40 m er kajakkkerne sparket op i topfart, og det går stærkt nu, hvor padlerne har store lagre af ilt i blodet at tappe af.
Det siges, at superatleter kan yde 1,8 HK i 12-15 sekunder, hvorefter de falder om. Kajakfolk kan kun presse det halve ud af maskinen, og ydelsen falder langsomt til knap 0,5 HK i løbet af ca. 1 1/2 minut. Vor svaghed skyldes des især, at overkroppens muskulatur i det daglige er langt mindre benyttet og derfor udstyret med dårligere blodkredsløb end benene. Vejen til forbedring er armøvelser, specielt kropshævninger i bom, dørkarm eller lignende.

Tilbage til 1000-meter-feltet, der er sammensat af de spurtstærke, som lurer på at "hænge", og de udholdende, som vil forhindre dem deri. Det kan de kun gøre ved at presse farten yderllgere op og holde den. Ud af et meget stort besvær kommer knap en bådlængde i sekundet, d.v.s. 18,5km i timen eller 10 knob.
Kajakken mere end halvplaner ved denne fart med et langt udtrukket bølgesystem, der ikke er godt at hænge på. Følgelig ser den spurtstærke padler ikke med milde øjne på dette fråseri, der snart kan ende med et uoprettejligt underskud af ilt. Samme risiko løber den udholdende trods al sin udholdenhed, og de fleste foretrækker at skrue lidt ned af egen fri vilje.
Den konsoliderende fase kendetegnes ved, at Padleren i spidsen gerne vil holde fast på de 2-3 bådlængder, han har knoklet sig til. Resten al løbet vil han desværre være i den defenfsive rolle af den grund. Forfølgerens bekymring er, at der er så langt ned til den nærmetste bærebølge på grund af den stadigvæk så rigelige fart. Da der kun er padlet 250 meter tør han nok ofre endnu 1/2 bådlængde for at få fat den forreste bølge og komme lidt til hægterne. Farten har kulmineret, og der sker forskydnlnger i feltet. Omkring 400 meter er en sidste af den ilt, padlerne havde med hjemmefra, brugt op, og da der fra nu af ikke kan tappes mere end der skal skaffes undervejs, falder farten med en naturlovs sikkerhed.

Samtidlg træder en anden naturlov i funktion. Nemlig at en formindskelse af farten giver en formindskelse alfbølgelængden (afstanden mellem bølgerne). Det vil sige, at tværlbølgerne bag kajakkerne dannes nærmere ved dem. Sagt med andre ord: Den udholdende padler har lavet nogle bølger, der bevæger sig fremad med de 18 km/t, som han gjorde før. Nu kommer han kun fremad med 15 km/t og bliver derfor "indhentet" af sine "gamle" bølger - og dem :nntatdder hans værste konkurrent på, fig. 4.

Bølger har for skik at gå på tværs igennem alle andre bølger. Ja de kan ovenikøbet falde sammen med og danne ekstra gode bærebølger bagest i et kajakfelt - en oplagt chance for en langsom starter.
Den økonomiserende fase indledes halvvejs 1 løbet, hvor ydeevnen stort set er ens for alle padlere (knap 0,5 HK), da der ikke er større forskel på evnen til at optage ilt. Ønskerne går derfor i retning af at opnå de størst mulige fordele ved hjælp af mindst muligt arbejde, og der er stor interesse for de bølger, som skal samme vej som en selv. Bølgerne koster deltagerne 32% af deres energi, og det ville være synd om al denne kraft skulle gå til spilde. Metoden til at samle en smule op igen af bølgernes energi er ikke den, som er vist øverst på fig. 5, og ingen forlanger, at man skal padle op ad bakke på den måde. På den anden side er der heller ingen, der kan forbyde en bølge at løbe ind under kajakkens agterskib, som , vist nederst på fig. 5. Allerhelst ville en arbejdsøkonomisk padler sidde i det hul han plejer at være i på en 10 km, nemlig sænkningen bag sliderens bovbølge og med sit agterskib båret oppe af hans hækbølge. På en 1000 meter kan han ikke komme tæt nok på for bøjerne og banedommeren, men der kan også "hænges" på forsiden af bovbølgen og medslæbsbølgen. Særlig egnet er stedet, hvor de skærer hinanden og derved danner en slags bølgeknude, hvis position afhænger af farten, som det huskes fra fig. 4.
Farten er 14,5 km/t, bølgesystemet er kort, og kajakkerne ligger dybt i vandet, 10-12 mm dybere end hvis de lå stille. Bølgerne er solide, og bølgerytteren eksperimenterer koldblodigt med, hvor lidt han tør bestille uden at glide ned. Herefter arbejder han sig ind i en taktfast march rytme med ret korte "slag",endelig ikke sejtrække - og lader op.
Slutspurten begynder oftest med en gradvis forøgelse af farten omkring 150 meter fra mål.
Herved øges bølgeafstanden på ny, og bølgerytterens fordel ser ud til at svinde ind, da han ikke vil lade sig falde tilbage med bølgen. I stedet kan han finde på at søge ind mod sin konkurrent på forsiden af hans bovbølge, og da bølgen står skråt ud til siden, kommer han samtidig lidt længere frem uden at måtte slippe bølgen. Manøvren er dog ikke særlig indbringende, fordi bølgen er for skrå til at bære ordentligt, og såvel modstander som banedommer er på vagt for at skaffe afstand.
50 meter fra mål har den udholdende favorit kun en bådlængde tilbage af sit forspring og spurter uden særlig optimisme. Han er i betydelig iltgæld og får ikke rigtig kajakken op af vandet. Et par sekunder senere ser han gennem en lyserød tåge en stævn lige ved siden af sig. Om den tilhører den før omtalte bølgerytter eller en anden hidtil upåagtet, kan være ham ligegyldigt. Hovedsagen er, at det er en uhyre spurtstærk padler, der kan bringe sin kajak på næsten 20 km/t i selve tagene, hvor den nærmest smutter hen overvandet. Hertil behøves en kraftreserve, som han kun kan have indtjent ved at hænge.
Det står endnu i forfatterens magt at lade den mest sympatiske af sine personer sejre. Han husker imidlertid, at han indledningsvis erklærede, at han ville beskrive et 1000-meter kajakløb og så bør han ikke servere 1001 Nats Eventyr for sine læsere. Nægtes kan det jo ikke, at den spurtstærke hele tiden har haft de bedste kort på hånden, Han har selv kunnet bestemme, hvor langt fremme eller tilbage han ville lægge sig, og hvornår han ville udnytte sin eksplosionsagtige spurt. Afgørende for hans sejr er imidlertid, at han har kunnet udnytte sin modstanders udholdenhed til sin egen fordel
En god beherskelse af hængeteknikken og en god beherskelse af sig selv, så han ikke tager en opslidende føring allerede i den konsoliderende fase, er en nødvendighed også for den udholdende padler. Udholdenheden må ikke være slidt op undervejs, den skal brændes af i en lang spurt, dog ikke over 150-175 m, da farten helst skal være stigende for at undgå hængning og overrumpling. Jørgen Samson